Anbragt bag tremmer 


På Djursland ligger én ud af Danmarks otte sikrede døgninstitutioner for unge. Stedet hedder Grenen. Her er de unge spærret inde, så deres problemer i den virkelige verden kan holdes ude. Her skal de lære at acceptere deres fortid i forsøget på at skabe en sig en fremtid.

Historien er skrevet af journalist Mathias Sonne Mencke 

På afdeling Nord, en af Grenens afdelinger, er tre af de fire beboere socialt anbragte unge. De er typisk anbragt i cirka tre måneder, men tidshorisonten afhænger af deres fremskridt. På Nord spiser og sover de. De går i skole og er i værksted. De dyrker motion, laver håndarbejde og spiller musik. Mobiltelefoner er et no go og sociale medier er begrænset til et minimum. I stedet foregår kontakten til forældre og venner gennem varslede besøg eller kortere samtaler i et aflåst telefonrum. 



Thilde på 17 år blev indskrevet på den sikrede afdeling, efter hun havde sat ild til gardiner og andre brandfarlige ting på hendes daværende bosted. Det var en aften i foråret, hvor hun besluttede, at hun ville ”væk fra det hele”. Inden ildspåsættelsen havde hun haft nogle svære år. Problemerne tog for alvor fart i sommerferien inden 7. klasse, hvor hun besluttede sig for aldrig at vende tilbage til skolen. Det var herefter, at hun begyndte at drikke og afprøve stoffer. Som 16-årig var hun endt i et decideret alkoholmisbrug.

Nords pædagogiske normering må gøre selv Socialistisk Folkeparti misundelig. Her er altid mindst tre pædagoger til de op til fem unge. Derfor er det også muligt for Kaj og Paulina, at tale alene om tingene over aftensmaden. 

”Det er ikke nogen rar følelse, når folk opgiver én.” - Thilde.

Hun blev fjernet fra sin far og anbragt i en plejefamilie. Efter tre måneder opsagde plejefamilien kontrakten. 

Thilde, 17 år. 

Paulina på 15 år kom til afdeling Nord efter hun  gang på gang stak af fra sit gamle bosted med sin 10 år ældre kæreste. 

Simone fyldte for en uge siden 17 år og bruger alle 10 fingre til at opliste de steder, hun har boet eller været anbragt i sit liv. Da Simone kom til nord havde hun haft et årelangt misbrug af alkohol, stoffer og medicin. Desuden er hun diagnosticeret med PTSD og angst efter en opvækst præget af vold og misbrug. 

Simone, 17 år.

Groft skitseret anbringes to grupper af unge side om side på sikrede institutioner i Danmark: Godt to ud af tre er børne- og ungdomskriminelle, der er sigtet eller dømt for at have begået alvorlig kriminalitet. De resterende er socialt anbragte børn og unge, der er henvist på grund af svære problemer med eksempelvis misbrug, prostitution og selvskade. Det interessante er, at andelen af sociale anbringelser på sikrede afdelinger er steget markant de seneste år. Den stigning bekymrer Institut for Menneskerettigheder. I en rapport fra 2020 skriver de, at ”selvom de sikrede døgninstitutioner formelt og juridisk set ikke er fængsler ... finder vi, at det udfordrer den effektive beskyttelse af retten til personlig frihed, at socialt anbragte børn og unge bliver frihedsberøvet i et miljø og under vilkår, der i flere henseender har fængselslignende træk”.

Udviklingen rejser et etisk dilemma: Hvor langt bør samfundet gå for at hjælpe sårbare børn og unge?

Paulina blev født i Aalborg af forældre, der ikke kunne enes. Skilsmissen blev en af de grimme, og det var gradvist i løbet af de 12 års tovtrækkeri i Statsforvaltningen og de fire retssager, at Paulina begyndte at stikke af hjemmefra, at pjække, ryge hash og ”hænge ud” med ældre fyre. Hun blev anbragt på diverse opholdssteder, men hver gang gentog historien sig: Paulina stak af. Væk fra voksne, der vidste bedre og ud i den verden, hun kalder for ”friheden”. Stedet, hvor man har ”ansvar for sit eget liv”.


Simone, 17 år.

Rasmus Pedersen, er afdelingens eneste beboer der er anbragt i varetægt, mens han afventer en næste retsag som omhandler personfarlig kriminalitet. Han deltager på lige vis som de andre unge i Grenens sommerferieaktiviter. Aktiviterne kan være ballondans, at skulle balancere et æg på en ske og spise sliksnørrebånd. 

Thilde, 17 år. 

Modsat Rasmus Pedersen, der er anbragt i varetægt på grund af kriminalitet, må Paulina, Thilde og Simone, der er socialt anbragt, godt få ledsaget udgang. I dag har tre pædagoger taget dem med ud for at plukke jordbær.

"/ Jeg er en fake bitch /
/ Golddigger rich /
/ Zigger penge fra dit kort, og du får det hårdt /
/ Pæne piger hjemme, slemme piger ude /
/ Alle ved det, når I starter med at tude /
/ Alle ved, det er mig, der hersker /
/ Tilbeder mig, når jeg ruller i min mercer /" 


Synger Paulina på hendes rap nummer som hun har produceret med pædagogen Kaj. Hun drømmer om at blive rapper. 


Afdeling Nord er en sikret døgninstitution. Nogle – særligt medier – bruger betegnelsen som et synonym for et ungdomsfængsel. Den sammenligning hader de ansatte på Nord. De er socialpædagoger, der søger at hjælpe de unge – ikke fængselsbetjente ansat til at straffe dem.

Thilde, 17 år. 

Using Format